Featured

Skal jeg rejse til Myanmar?

Skal jeg rejse til Myanmar?

Som du sikkert har set i nyhedsstrømmen fra Myanmars Rakhine-stat, har det burmesiske militærs aggressive offensiv medført en strøm af Rohingyaer, der er flygtet til Bangladesh.

Ikke overraskende har Tatmadaw, den burmesiske hær, hævdet at alle anklager om voldtægt og afbrænding af landsbyer ikke er noget, de kunne finde på at gøre.

 

FN har beskrevet begivenhederne som værende af en karakter, der ligger meget tæt på ”overgreb på menneskerettighederne”. Jeg har selvfølgelig fulgt begivenhederne med dyb bekymring, og jeg tager kraftigt afstand til de tragiske historier, som rohingyaerne fortæller fra lejrene i Bangladesh.

Da militæret har det bedst med ikke at være i søgelyset, er det Myanmars de-facto præsident, Aung San Suu Kyi (ASSK), der har taget alle tæskene fra internationale medier og regeringer. Det er også i nogen grad rimeligt.

Aung San Suu Kyi er i sit livs politiske krise.

Man skal dog huske på, at ASSK ikke har ét ord at skulle have sagt om militærets gøren og laden.
Da militærjuntaen åbnende op for politiske reformer for omkring seks år siden, havde den via den forfatning, den selv havde skrevet, sørget for, at Indenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Ministeriet for Grænseområder suverænt forblev i militærets magt.

Den reelle leder af Myanmar, General Min Aung Hlaing, er den egentligt ansvarlige for overgrebene på rohingyaerne.

 

Men hun har jo været så stille!

 

Ja, og det er også meget beklageligt, og forklaringen er nok desværre den, at 90 procent af burmeserne er buddhister, og det er hér, ASSK finder sine krydser til stemmesedlerne.
Da de fleste buddhister i disse dage er blevet revet med at en bølge af nationalisme, ved ASSK, at hun ville tabe store skarer af sit vælgerkorps, hvis hun forsvarede rohingyaerne.

Den ultraradikale nationalist og munk, Wirathu, der er ansigtet på en stigende buddhistisk nationalisme, der er svær at holde af.

Dette er opportunisme og kynisme, som man tidligere ikke har forbundet demokrati-ikonet med, men i hendes optik er alternativet, at militæret igen tager hele magten, og så ville den enorme udvikling, der er sket i civilsamfundet i de sidste seks år, være tabt – og måske ville landet vende tilbage til isolation og en hverdag med frygt og overvågning.

 

Da reformerne kom, havde alle internationale medier åh så travlt med at beskrive den rosenrøde demokratiske revolution, som var undervejs. Og der ER bare sket uendeligt meget godt her, siden ASSK kom til. Det er det, mange glemmer nu, hvor ASSK er blevet til en skydeskive, og hvor mange mener, at alternativet til hendes nølen er, at landet ville komme i risiko for at styrte tilbage i en arkaisk verden, hvor Kina dikterer markedspriserne, og kun officerer og deres forretningspartnere har adgang til velstand. Altså som det var i “gamle dage”.

Euforien var ubeskrivelig, da NLD vandt deres plads i centrum af den politiske scene.

 

Jeg forstår godt, hvis du har mange overvejelser om at rejse til Myanmar, som tingene har været på det seneste.
Hvis du vælger at gøre det på trods hændelserne, kan jeg oplyse dig om, at du ikke ville kunne komme til det berørte område, selv hvis du havde følgeskab af selveste Kofi Annan.

Myanmar har fortsat sine skatte. Så må man selv bedømme, om ny isolation tjener landet bedst.

Som det altid har været, er alle de steder, man som udlænding kan rejse hen i Myanmar, fuldstændigt fredelige, og dette enormt spændende land byder fortsat på det, som gjorde det til en af verdens mest attraktive rejsemål for bare to år siden.

 

 

 

 

 

Historisk overblik (post-WW2)

Myanmar efter Anden Verdenskrig

Nej, der er ikke meget sjov i sådan en tidslinie, så denne post er til indsatte, elever under pres og nysgerrige sjæle, der lige kunne trænge til et hurtigt overblik over en fantastisk historie.

1947:
General Aung San, far til Aung San Suu Kyi, bliver myrdet umiddelbart efter at have sikret Burma selvstændighed fra briterne.

images.jpeg
Aungs San Suu Kyis far, General Aung San, der stod for Burmas løsrivelse fra briterne.

 

1948: 
Burma vinder sin selvstændighed efter at have været under britisk styre, siden de “fremmede hvide mennesker” for første indlemmede de sydlige dele af Burma i 1852.

Landets nye nationalistiske leder, U Nu, bliver premierminister.

 

1962:
Den siddende regering, der blev leddet af U Nu, bliver væltet af et militærkup.

Coup 62.jpg
Munke knæler, mens soldaterne indleder, hvad der skal blive over et halvt århundrede med rædsler

 

 

1988:
I august demonstrerer civilbefolkningen mod årtiers politisk undertrykkelse og destruktive økonomiske politikker. Regeringen bruger jernnæven og slår 3.000 mennesker ihjel.

Militærjuntaen konsoliderer den magt, den kommer til at sidde med indtil 2011.
Aung San Suu Kyis parti, National League for Democracy (NLD), stiftes.

Military Crackdown, Burma, 1988
Militæret knuser demokratisk håb med jernhånd og blodige bajonetter.

 

1989:
Juntaen erklærer undtagelsestilstand og ændrer landets navn fra Burma til Myanmar. Ydermere smider den for første gang Aung San Suu Kyi i husarrest, da hun er ”en fare for staten”.

 

1990:
Juntaen udskriver valg – og bliver overrasket – da NLD vinder en jordskredsejr, hvorefter juntaen underkender og komplet ignorerer valgresultatet.

 

1991:
Aung San Suu Kyi vinder Nobels Fredspris, men hun må nøjes med at høre om det fra sin husarrest.

 

1992:
Juntaen strammer grebet om samfundet, da den sætter den hemmelighedsomspundne General Than Shwe bag roret. En epoke med paranoia, tortur og mange andre umenneskelige ingredienser indledes.

Than-Shwe.jpg
Hvis man skal sætte ét billede, ét navn på de mest arkaiske år med overvågningssamfund og bestialsk tortur, skal det være ham her. General Than Shwe, der regerede fra 1992 til 2011.

 

1995:
Aung San Suu Kyi løslades fra husarrest.

Release.jpg

 

2000:
Aung San Suu Kyi sættes igen i husarrest, da hun ikke overholder de restriktioner for sin færden, som juntaen har vedtaget.

 

2002:
Aung San Suu Kyi løslades kortvarigt, men efter hendes NLD-kortege angribes af regeringsvenlige bøller – og hun kun med nød og næppe overlever – sættes hun tilbage i husarrest ”for egen sikkerheds skyld”


2006:
Juntaen flytter hovedstaden fra Rangoon til Naypyitaw [neh-bi-dår].
Den nye hovedstad til milliarder af dollars flyttes langt ind i junglen, hvor der ingen infrastruktur er. Man spekulerer fortsat over juntaens bevæggrundlag.

16 lanes.jpg
Hvor mange vejbaner tæller du? Har den lige fået en anelse for meget gas her?

 

 

 

August 2007:
Juntaen fjerner tilskud til brændstof, og priserne stiger med mange hundrede procent. Befolkningen demonstrerer, og ganske uhørt delagtiggør munkene sig i dem.

 

September 2007:
Demonstrationerne eskalerer og bliver til mere pro-demokratiske aktiviteter. Demonstranterne kalder på Aung San Suu Kyi foran hendes ”civile fængsel”, hvor hun viser sit ansigt offenligt for første gang siden 2003.

 

24. september 2007:
Mere end 100.000 demonstranter fylder Yangons gader i de største demonstrationer siden 1988. To dage senere slår juntaen ned: mange bliver skudt, klostre og lejligheder endevendes, og mange tortureres, mens de rødner op som politiske fanger i Yangons notoriske Insein-fængsel.

Saffron.jpg
Munkene, der per buddhistisk definition absolut skal afholde sig fra politisk aktivitet, gjorde en historisk undtagelse.

 
Oktober 2007:
FN-udsending, Ibrahim Gambari, mødes med både General Than Shwe og Aung San Suu Kyi, og opfordrer førstnævnte til at forhandle med oppositionen. Forhandlingerne bærer ikke frugt.

 

 

 

Maj 2008:
Cyklonen Nargis tilintetgør store dele af regionen syd for Yangon, hvor mere end 130.000 mister livet natten over. Juntaen kritiseres voldsomt i hele verden, da den ikke accepterer den internationale nødhjælp, der ligger klar på skibe i Den Bengalske Bugt, til de millioner af mennesker, der er ramt af katastrofen.

Burma: Cyclone Nargis Aftermath
Omkring 130.000 mistede livet. Lig blev fundet fem meter oppe i træerne som konsekvens af flodbølgen. En af mine venner i Yangon mistede 6 søskende samt mor og far. Han har i dag kun én søster tilbage.

 I kølvandet på Nargis vedtager juntaen den forfatning, der gælder i dag (2016), og som automatisk tildeler militæret 25 procent af sæderne i Parlamentet, som igen gør det næsten umuligt at ændre samme. Juntaen hævder, at 92 procent af befolkningen stemte for forfatningen.

 Endelig smider juntaen dusinvis af politiske aktivister i fængsel i op til 65 år.

2009:
En mere eller mindre mentalt forstyrret amerikansk statsborger svømmer på tværs af Inya Lake, hvorved Aung San Suu Kyis hus ligger. Suu Kyis husarrest forlænges, da hun havde ladet amerikaneren overnatte.

Senere på året får Aung San Suu Kyi dog lov til at holde møder med udenlandske diplomater, ligesom hun begynder at mægle med juntaen.

 

2010:
Juntaen afholder generalvalg, som NLD dog boykotter uden tøven. Ikke overraskende erklærer militærets forlængede politiske arm, partiet USDP, sig som klare vindere.
Juntaen siger, at valget markerer begyndelsen på en civil regering under USDP.

 

2011:
Den nye præsident, Thein Sein, suspenderer et enormt kinesisk dæmningsprojekt på landets største flod; noget som af nogen tillægges symbolsk betydning ift. et skift til ikke længere at være slave af Kina, og måske endda med en lille åbning mod Vest til følge.

Thein Sein.jpg
Præsident Thein Sein var general i mange år under den tidligere junta. Senere smed han uniformen og blev officielt tilhænger af menneskerettigheder og et “disciplineret demokrati”

 

 

 Thein Sein mødes Aung San Suu Kyi i Naypyitaw, og snart annoncerer Suu Kyi, at NLD vil genindmelde sig i den politiske proces.

For første gang tillades mindre, fredelige demonstrationer, og man risikerer ikke længere syv år i fængsel for at eje eller fremvise et billede af Aung San Suu Kyi.

Den civile sfære eksploderer, og Aung San Suu Kyi figurerer overalt; som tatoveringer, på klistermærker, plakater, internettet – overalt er der eufori.

En 17 år gammel fredsaftale mellem Militæret og Kachin Independence Army (KIA) brydes; en konflikt der fortsætter i skrivende stund, 2016.

KIA fightiing.jpeg
Soldater fra KIA i kamp mod regeringshæren

 

 

 

2012:
NLD deltager i april for første gang siden 1990 i et valg. Der er tale om et delvalg, hvor ca. syv procent af Parlamentets sæder er i spil. NLD vinder 44 ud af 45 sæder, og Aung San Suu Kyi bliver valgt til parlamentet.

Hail Suu.jpg
“Daw Suu” hyldes, da hendes parti, NLD, for første gang vinder sæder i parlamentet

 

 

 EU ophæver alle ikke-militære sanktioner.

 Forfulgte eksil-burmesere begynder at vende tilbage til Myanmar.

 Mange Rohingya-muslimer i den vestlige del af Myanmar bliver slået ihjel af buddhister, som hævder at en muslim har voldtaget en buddhistisk pige. Volden eskalerer hurtigt.

 

2013:
Omfattende afslapning af den tidligere tunge mediecensur. Avismarkedet eksploderer.

Media Reform.jpeg
Tidligere var der ingen dagblade – stort set kun ugeblade – da alt først skulle igennem censuren.

 

 

Præsident Thein Sein besøger Washington.

Ti mennesker mister livet i by syd for Mandalay efter sammenstød mellem buddhister og muslimer. Episoden baner vej for en ny bølge af buddhistisk nationalisme.

 

2014:
Myanmar får formandskabet for ASEAN.

 

2015:
NLD opnår absolut flertal i begge parlamentets kamre.

Politiet slår hårdt på demonstrerende studerende, der vil have øget indflydelse på undervisningsloven.

Education Arrest.jpg
Fredeligt demonstrerende studerende sættes i fængsel, da de forsøger at få lidt indflydelse, blandt andet på deres pensum

 

 

 

Juli-september: Store oversvømmelser i den vestlige del af landet.

 

2016:

Oo Htin Kyaw (NLD) bliver landets første ikke-militære præsident siden kuppet i 1962

Htin Kyaw.jpg
Præsident Htin Kyaw. Det er en offentligt kendt hemmelighed, at han kun træffer sine beslutninger på det grundlag, som Aung San Suu Kyi udstikker til ham. Hun må ikke selv besidde embedet ifølge forfatningen fra 2008.

 

 

Aung San Suu Kyi bliver udnævnt til State Counsellor; en hidtil ubrugt titel, der skal give hende den politiske magt, hun ellers er forhindret i at få, da hun af den ”militært skræddersyede” forfatning anno 2008, ikke kan blive præsident.

Burmeserne jubler i gaderne, da www.myanmarblog.dk går online. Sådan næsten da.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sundhed: Har du penge, kan du få

Selvom det kan være svært at rive sig ud af det danske velfærdssamfunds tankeunivers, er det en nødvendighed, hvis man vil forstå sundhedssystemet her i Myanmar. Også selvom svaret ikke kunne være nemmere – for har du penge kan du få, har du ingen, må du som oftest sejle i din egen sø.

Alt fra en lille flænge i albuen til aggressiv kræft – der er ingen kære mor. Til trods for at den burmesiske regering siden 2013 bruger næsten dobbelt så mange penge på sundhedssystemet som tidligere, er dette beløb fortsat under fyrre gange mindre end det, de bruger på militæret.

Død i venteværelset

”Ja, det var derfor min nabo døde,” sukker Ko Aung Paik, min gode ven, der arbejder som journalist her i Mandalay. Naboen, en dame på 40, var begyndt at blive følelsesløs i benene, da hun tog et bad i januar 2014. Til trods for, der bor 1,500 mennesker i landsbyen, var der ikke en eneste læge, der kunne hjælpe hende.

Sammen med familien tog de bussen de 90 bumlede kilometer til Mandalay. På hospitalet nægtede lægerne at tilse hende, da hun ikke havde mere, end hvad der svarer til et par dollars på sig. Det var midt på aftenen, og hun faldt i søvn i venteværelset, hvor hun blev erklæret død næste morgen.

Det er nemt at forestille sig, hvilket ramaskrig dette ville skabe i Danmark, men da dette er hverdag i Myanmar, var det naturligvis ikke noget, der kastede en eneste artikel af sig i lokalavisen. Der er selvsagt heller ingen klagesystemer.

Pantsætter land for at føde på hospital

Da min egen datter skulle fødes her i Mandalay, kostede det – inklusiv kejsersnit og ophold med privat sygeplejerske på privat værelse i tre dage efter fødslen – omkring 3,500 kroner.

Et sådant udlæg er en umulighed for burmeserne, som de er flest. Mange tjener kun ti kroner om dagen, af hvilke de skal dække alle hverdagens udgifter.

Skal man føde, vil de offentlige hospitaler officielt hjælpe dig med dette uden betaling. Problemet er blot, at udgifter til medicin og andre ting, som ofte er nødvendigheder i forbindelse med dette, ikke er inkluderet. Derfor er det meget svært for mange burmesere at skaffe trygge rammer om fødslen.

Dem, som intet ejer, kan søge hjælp hos familien eller på klostrene, som nogle gange er i stand til at hjælpe. Alternativt må man håbe på, at personer i nabolaget har en smule erfaring med hjemmefødsler, som desværre ofte sker med høj risiko for både mor og barn.

Der er masser af eksempler på familier, der har været nødt til at sælge deres hus eller land for at finde penge til medicin, transport eller penge under bordet til lægerne. På denne måde lykkedes det måske at få nogenlunde forhold under fødslen, men familien er derefter prissat, når det kommer til at skabe et værdigt liv for sig selv og barnet.

I byggemarked før kirurgi

Foran mange hospitaler ser man ofte en lille hær af apoteker – men skam også stande, der sælger værktøj, som de fleste danskere ville finde i Silvan. Hospitalerne har simpelthen ofte bare hverken medicin eller instrumenter til operationer eller kirurgi.

Som patient har du i begyndelsen en indledende samtale med lægen, som skriver en liste over de ting, hun skal bruge for at udføre indgrebet. Sedlen medbringes til kræmmerne, der omringer hospitalet, og efter lidt shopping kan operationen udføres, hvis lægen kan sætte flueben ud for alle nedskrevne ting.

Myanmar har en fænomenal forskel på rig og fattig, og sidstnævnte benytter sig af de få gode hospitaler, der er i for eksempel Mandalay og Yangon. Hvis man tilhører overklassen, er der normalt at flyve til Bangkok, Singapore eller Indien for at nyde godt af de internationale standarder, man kan finde der.

NGOer hjælper til

Den største positive udvikling, der er sket i nyere tid, har været ankomsten af ikke-statslige organistaioner (NGOer). I kølvandet på de politiske reformer, der rigtigt begyndte at kunne mærkes i 2011, har NGOerne fået bedre adgang til landet og specielt fjernområder, hvor der i sidstnævntes tilfælde er hårdt brug for det som konsekvens af fattigdom og borgerkrig.

Forskellige former for vaccinationer bliver nu tilbudt nyfødte og børn gratis, blandt andet fik over 17 millioner børn tilbudt gratis vaccinationer imod mæslinger i 2015.

Også Pentavalent-vaccinen, der blandt andet forebygger difteri, Hepatitis B samt sygdomme, der kan føre til menigitis, blev i 2012 tilgængelig for 1,4 millioner børn under 12 måneder. Siden er arbejdet fortsat, og børnedødeligheden er langt lavere, end hvad tilfældet var for blot seks år siden.

 

Overtro: Ingen flæsk på bussen!

Der er ikke mange lande, der kan hamle op med Myanmar, når det kommer til overtro. Ånder har altid præget burmesernes hverdag, og der er masser af husmandsråd til at undgå de værste konfrontationer.

Spøgelser udfordrer boligmarkedet

Da jeg lærte min kone at kende i 2011, havde hun en lejlighed i det centrale Yangon, som hun snart satte til salg, og da boligmarkedet var i kraftig stigning, var der mange interesserede købere.

Så kom katastrofen.

Den 29-årige kvinde i nabolejligheden skulle af en eller anden grund ud på bagtrappen, der slangede sig rustent op af den mugne puds på lejlighedsbygningen. Trappen kollapsede, og damen styrtede fire etager ned og udåndede under en bananpalme.

Snart var hendes spøgelse samtaleemne – ikke kun på gaden – men i hele Ahlone-kvarteret. For i Myanmar sker noget sådant jo ikke bare uden grund. Hun måtte have gjort noget rigtigt vederstyggeligt i sit tidligere liv for at møde sit endeligt så tidligt og så dramatisk.

Og ikke nok med det, for en sådan dødsulykke afføder uomtvisteligt et rastløst og ondsindet spøgelse, hvis territorium per burmesisk definition også inkluderede min kones lejlighed.

Med ét var de rationelle overvejelser, som konjunkturer og investeringspotentialer i Yangon, der havde gjort min kones lejlighed til et attraktivt tilbud for mange købere, helt og aldeles væk.

Hun ringede til flere af dem, der allerede havde besigtiget lejligheden, men alle havde mistet interessen i løbet af et par dage. Spøgelset var allerede i hendes lejlighed.
Først da en veluddannet, yngre, kristen mand viste sin interesse, lykkedes det hende at sælge denne poltergeist-befængte hybel.

Tian Zhan
Tarotkort og håndlæsning er også fortsat en del af mange burmeseres hverdag

Metafysisk bacon og ånder i håret

Afsløret af sine betragtelige  mængder af ekskrementer efterladt på køkkenbordet  – nu skulle den rotte altså møder sin skaber.

Jeg spurgte min ven, hvor jeg kunne købe en fælde eller noget gift, og jeg blev straks tysset på og fik at vide, at al strategi i denne henseende måtte foregå under al hemmelighed, da disse gnavere altid lytter med. De vil således ikke spise gift eller lade sig narre af fælder, hvis de på forhånd kender til menneskets agendaer.

Også døde dyr skal tages alvorligt.

Mange steder i Myanmar – og i Shan-staten i særdeleshed – er det selvmord at lade sig transportere med svinekød i bagagen. Faktisk vil buschauffører råbe dette til alle passagerer, inden de sætter i gang. Jeg har været ude for, chaufføren har kontrolleret al baggage, inden han ville sætte i gang. Hvad problemet lige er med svinekød, ligger gemt i gamle forestillinger og overtro, men har intet med islam at gøre, eftersom mere end 85 procent af burmeserne er buddhister.

Nå ja, så er det også værd at vide, at man i samme sammenhæng absolut aldrig trækker et af barndommens evindelige spørgsmål om posen: ”Hvornår er vi der?” kan nemlig nemt føre til, at man aldrig kommer frem.

Ydermere er det heller ikke optimalt at være i alt ni passagerer på et hvilket som helst køretøj eller båd. Der er nemlig en ånd, der alle dage har gjort krav på dette tal, og han er fortsat glad for det. Hvis man således er ni passagerer på en båd, tager man lige en sten med, som repræsenterer den tiende passager; en strategi som ånden tilsyneladende fortsat affinder sig med.

Natten truer

Det er primært om natten, ånderne er mest aktive. Derfor går kvinder altid med deres hår opslået op dette tidspunkt, da ånderne ellers med rimelig risiko kan klamre sig fast til hårspidserne og etablere sig. Nå ja, og så kan man helgardere sig ved ikke at gå klædt i farven sort, da denne jo forbindes med åndernes mest aktive timer.

Der er også om aftenen, at forældre vil smøre støv fra foden eller trækul i panden på deres børn; naturligvis en slags Round-Up mod de usynlige men omnipotente og lunefulde væsener.

Selvom Myanmar i disse dage bliver forbundet med 4G Internet, og selvom turisterne er blevet mange flere, er der (heldigvis) fortsat masser af unikke kulturer, der fortsat “ånder” intakt.

 

 

 

 

 

 

 

Stupa-hvad-for-noget?

Stupa, pagode eller tempel?

Dette spørgsmål har jeg fået enormt mange gange, og definitionerne er mange og forskelligartede. Nogen har jo lidt baggrund fra et besøg i Indien, andre fra Kina – mens andre har været i Sri Lanka; alle steder, der afviger fra hinanden, når det kommer til disse termer. Ikke desto mindre kan du her læse, hvordan burmeserne definerer disse bygningsværker:

Pagode:
Det er disse, man oftest ser i Myanmar, og de har en pyramideform, hvor man tydeligt kan se mange forskellige lag, som alle har symbolik. Der er typisk ingen indgange eller indhug til statuer.

Shwedagon mmb
The pagoda to rule them all. Shwedagon Pagoda, Yangon

Tempel:
Disse er ofte store og mere kubiske end deres pagode-fætre. Et karakteristika, der gør templerne nemme at definere, er at man kan gå ind i dem.
Mahamuni-templet i Mandalay er et tempel, men den berømte og ekstravagant forgyldte Buddha-statue inde i midten kaldes i dette tilfælde en stupa.

Ananda mmb
Ananda Temple i Bagan er et af de helligste templer i det spektakulære område

Stupa:
I modsætning til pagodens pyramideform er stupaer tyspisk kuppelformede, og der er ofte mindre nicher eller små rum, hvor der er placeret Buddhaer, og hvor man kan finde skygge i bønnens eller meditationens navn.

Stupa mmb
Tag-fat omkring Stupa i Kalaw

Hvad er det, de har i hovedet?

 

Lidt underligt? Måske, men den meget populære thanaka [da-nar-ka] er en traditionel make-up, som primært børn og damer smører i ansigtet om morgenen. I Myanmar er denne påsmøring ligeså naturligt et morgenritual, som når vi med søvn i øjnene tænder for kaffemaskinen.

I dag tjener det primært kosmetiske formål, men denne prekære eliksir virker også kølende på huden, mens den også fungerer som solcreme. Sidstnævnte ville enhver dansker kunne sætte pris på, hvis man arbejdede en hel dag på en støvet mark i 41 graders infernalsk solskin.

Thanaka-træet fældes, stammen skæres ud i ca. 20-30 cm lange stykker, og endelig sliber man barken på en fedtsten, mens vand tilsættes. Resultatet er en lysebrun suppe, som påføres huden.
Ofte dækker kvinderne sig fra top til tå, men det er primært ansigtet, man går op i, og her pryder burmeserne sig ofte med smukke og sirlige designs af for eksempel blade.

Thanaka er faktisk bark fra træet med samme navn. Det gror fortrinsvist i det centrale Myanmar, og hvis man stoler på de lokale, skal man til Shwebo, Sagain Region, hvis man vil have de prægtigste inkarnationer af disse stammer, der hver dag sætter kulør på hverdagen her i Myanmar.

LP 40 London to Sydney 2013
Barken gnides med rundt på en flad sten, mens en anelse vand tilsættes. Resultatet er en brun creme, der desværre nok aldrig kommer til at smide Karl Lagerfeld af tronen.

Verdens mest gavmilde folk

Hvad der end ligger bag, er det rørende, som burmeserne hjælper hinanden i hverdagen såvel som under sygdom og naturkatastrofer.

Allerede inden klokken 6 kommer de listende på deres bare fødder. Munkene klædt i bordeaux-røde klæder, og nonnerne i deres lyserøde udgave. De er alt fra 6-7 år, og mange beholder kåben, indtil Nirvana kalder.

En lille bøn, en messen – måske ikke et ord. De har forskellige måder at gøre opmærksom på, at nu er de her, og de er klar til at få ris, kiks, frugt, penge – hvad som helst – i deres almisseskål. Og det får de.

Det er gerne kvinderne, som mobiliserer decilitermålet, når de gejstlige kommer forbi og tager imod donationer fra almene borgere, der langsomt spæder i de mange skåle fra store sække med ris. Som donor siger du ikke et ord. Faktisk kigger du ikke engang på personen, du hjælper, for du donerer ikke for at tilfredsstille dit ego, du gør det fordi, handlingen er et skridt mere på hovedvejen til Nirvana, og nonnens efterfølgende bøn er blot yderligere et skridt.

Egne behov til sidst

Kåret som verdens mest gavmilde land i 2015 af CAF World Giving Index er Myanmar lidt af en gåde. For parallelt med denne gennemsyrende altruisme går landet for at være det fattigste – eller blandt de allerfattigste – i hele Sydøstasien.

Det er måske ikke så overraskende i religionen, man skal finde en stor del af svaret. 90 procent af burmeserne er Theravada-buddhister, og denne gren af buddhismen er den, der tydeligst beskriver, at det at donere er vigtigt.

Men næstekærligheden lader sig ikke indskrænke til munkens ris. Følger man for eksempel Facebook her i landet, er der konstant nye initiativer fra fodboldklubber eller andre former for fællesskaber, hvor man opfordrer til at donere blod, komme forbi med et par dollars eller måske hjælpe en familie, hvis hustag blæste af i løbet af natten.

Selvom de beløb, der doneres, sjældent er store, er det normalt at donere flere gange om dagen. Det er bemærkelsesværdigt at tænke på, at alle disse donationer bliver givet til trods for, at Myanmar har en årlig gennemsnitsindkomst på omkring 8.000 danske kroner. Hvad der gør det yderligere fascinerende er, at uligheden i samfundet er enorm. Således sidder der en elite på et par procent af befolkningen, der har uanede formuer, som trækker den officielle gennemsnitsindkomst op. I realiteten har bonden derfor ikke i nærheden af 8.000 kroner om året – men ønsket om god karma via gode gerninger får igen og igen burmeserne til at donere, og ja, så må man bruge den hullede trøje et par år mere.

 Måtte stå sammen under militærstyret

Spørgsmålet er, om det simpelthen bare er religion, der får burmeserne til at tage sig så godt af hinanden? I hvert fald er det værd at tage de sidste 60 års triste historie med i mellemregningen.

Fra at have været det absolut mest udviklede land i Sydøstasien i 40’erne og 50’erne gav militærkuppet i 1962 en forsmag på det katastrofale dyk, der skulle rive hele samfundet med sig ned i sølet.

Hungersnød, fejlernæring og et ikke-eksisterende sundhedsvæsen var blot nogle af konsekvenserne af nationaliseringen af økonomien. Der var bare ingen hjælp at hente fra regeringen, og så måtte burmeserne jo hjælpe hinanden så godt, de kunne.

Således blev klostrene også i højere grad simple hospitaler og steder, hvor man kunne få en skål ris gratis. Blandt naboer blev gensidig hjælp også mere udbredt, og generelt fik de altruistiske dyder, der er hjørnesten i Teravada-buddhismen, flere steder af få deres udløb.

I dag er langt størstedelen af burmeserne fattige bønder, som i en hvis grad afhænger af andres gode gerninger for at få hverdagen til at fungere. Men på samme tid graver de dybt i egne – næsten tomme – lommer for at optjene den merit, der skal åbne dørene til Nirvana.

Oplev Myanmar

Det sker lige nu her i Myanmar. Spild ej din tid – landet gennemgår i disse år enorme og spændende ændringer.

Jeg ejer og driver et rejseselskab i Mandalay, hvor vi arrangerer alle mulige former for rejser og aktiviteter i hele Myanmar:

  • Individuelle rejser
  • Grupperejser for danske og udenlandske rejseselskaber
  • TV-hold, dokumentarer og andre former for medier
  • Specialrejser for universiteter og andre former for læreanstalter

Se hvad Myanmar kan byde på her: Myanmazing Rejseselskab

 

Velkommen på burmesisk Beer Station

Beer station. Navnet i sig selv er jo ejendommeligt. Det kunne måske afstedkomme industrielle associationer, hvor man på et transportbånd bliver fragtet hen under en dyse, der ivrigt spuler dit dehydrerede indre med sval bryg.

Dette er dog ikke tilfældet, selvom sidstnævnte koncepts potentiale for kommerciel succes ikke bør afskrives.

Men en burmesisk beer station er hyggelig og kaotisk på samme tid. Det er også et sted, hvor skæbner får vinger for en aften, og hvor Myanmars sociale udfordringer og venlige mennesker vrider vrangen ud på sig selv.

Næsten enhver gade og ethvert hjørne i Myanmar har et stort grønt skilt med skriften ”Myanmar Beer”. Det kunne for det utrænede øje ligne en konventionel købmand, men i påfaldende grad er det en invitation til en beværtning, der er ligeså simpel, som den er charmerende autentisk.

Første visuelle indtryk er et pastelfarvet patchwork af plasticstole, der omfavner tunge træborde placeret på det nøgne betongulv. Jeg ser op, og mine øjne fanger en smilende og småforvirret teenager, der med tung accent spørger: ”One beer?”

Her anbefales det altid at ytre et: ”Yes, please.” Man skulle da være et skarn, når en iskold fadøl koster fire danske kroner.

Beer Station 2

9 Star Beer Station i Mandalay har slumret hele dagen, men her ud på eftermiddagen parrer hanerne sig med fustagerne, der langsomt stimulerer lydniveauet fra de mange mænd, der tjekker ind på deres kinesiske 125 kubik motorcykler.

Teenageren er blevet til ti, og en enkelt dreng på 9 år har også kuglepennen til bestillingerne. De kanter sig elegant mellem bordene, mens de naturligt skriger den seneste ordre til køkkenet, som er indrammet af tre fjernsyn, der viser engelsk fodbold.

Jeg er landet i en kulturel hjørnesten hvor venner mødes, hvor sejre fejres og nederlag druknes – og hvor konerne gerne begynder at indtelefonere de første efterlysninger mellem 21:15 og 21:45. Der er selvfølgelig sjældent nogle af mændene, der svarer.

Menuen er spartansk. Og også tit fedtet. Danskere rejser sjældent uden ECCO-sandaler og håndsprit, og her tjener sidstnævnte et både praktisk og profylaktisk formål. Menuens tekstlige indhold består gerne af lynstegte kinesiske retter, BBQ og burmesiske klassikere som lækre salater med peanuts eller meat curries. Prisen for herlighederne følger fadøllens noble eksempel.

Indtil General Ne Win i 1989 blev afsat af en endnu hårdere hund, skulle du på luksushotel eller på det sorte marked for at skaffe en øl her i landet, der dengang fortsat hed Burma. Den nye diktator, Than Shwe, liberaliserede dele af økonomien, hvorefter beer stations begyndte at dukke op overalt.

Mange burmesere mener fortsat, at Than Shwes regime tillod fremvæksten og institutionaliseringen af denne alkoholkultur, da den kunne være en sikkerhedsventil mod nye demokratiske demonstrationer, der var den oprindelige grund til regimeskiftet i 1989. Som en gammel burmesisk ven sagde til mig: “Giv dem 70 centiliter whisky for $1,5 – så drukner deres indre politiker naturligvis.”

Min 16-årige tjener er meget nysgerrig. Det er ikke fordi, jeg har kjole på, for det har de fleste mænd mænd med respekt for sig selv her i landet.

Myo Myint, som han hedder, fortæller, at han gik tidligt ud af skolen. ”Der var ikke penge til det,” siger han, og uddyber at de $50, han tjener om måneden, er en stor hjælp til hans forældre, der stadig bor på landet uden elektricitet.

Hårdtarbejdende mennesker som Myo Myint er den vigtigste smørelse, når man skal servere fadøl til 4 kroner. Resten af de unge mennesker fra hans hold er i samme situation. Du får 2 til 4 fridage per måned, og kost og logi er også inkluderet – men det er en fremtid med masser af muligheder ikke.

På væggen, der i en svunden tid var hvid, flankerer Justin Bieber og Judas Priest Myanmars demokrati-ikon, Aung San Suu Kyi. Indtil 2011 fik man omkring 7 år på under 3 kvadratmeter, hvis man vovede at opfordre til demokrati, eller hvis man havde haft The Lady til at hænge så eksplicit på væggen.

I dag er hun alle vegne, og som samtaleemne her på 9 Star Beer Station i Mandalay, har hun aldrig været mere populær. Om hun formår at realisere en bedre fremtid for disse varme og smilende unge mennesker, der akkommoderer venner, drukkenbolte og dagdrømmere er usikkert. Sikkert er det dog, at besøgende til Myanmar ikke skal snyde sig selv for en hyggelig stund på et af disse establissementer med alle deres skønne idiosynkrasier.